Skoletjenesten Pederstrup

Børn
Skoletjenesten Pederstrup udbyder læringsforløb til dagtilbud og folkeskoler i Ballerup Kommune

Alle børn og unge skal være fortrolige med deres hjemstavns natur, miljø og historie. Det er vores udgangspunkt når vi skaber læringstilbud til dagtilbud og folkeskolerne i Ballerup Kommune.

Med udgangspunkt i landsbyen Pederstrup og det omkringliggende miljø skaber vi læring der skal engagere, involvere og udfordre eleverne. 

I Pederstrup har vi tilbud til alle klassetrin og mange af folkeskolens fag, og vi inddrager aktivt landskab, natur og det kulturhistoriske miljø i og omkring landsbyen i undervisningen. 

For dagtilbudene kommer vi ud til et naturområde i nærmiljøet. Her vægter vi at børn og personale bliver fortrolige med intstitutionens nærområde. Vi tilrettelægger aktiviteteterne til det enkelte sted, har dialog om børnegruppen inden forløbet og inkorporer relevante læreplanstemaer på dagen.

Til både dagtilbud og skoler lægger vi vægt på at bevægelse, leg og oplevelser går hånd i hånd med læring og et højt fagligt niveau. Og at både voksne, børn og unge elever oplever det som en naturlig og integreret del af dagtilbuddets og skolens hverdag at inddrage Pederstrup og skoletjenestens tilbud.

Skoletjenesten Pederstrup er en del af Ballerup Kommune, Center for Skoler, Institutioner og Kultur (C-SIK). 

Booking af læringsforløb

Alle læringsforløb er gratis for folkeskoler og dagtilbud i Ballerup Kommune.

For folkeskolerne gælder at den enkelte lærer selv foretager sin booking. 

For dagtilbud gælder det, at booking skal ske efter aftale med distriktslederen af hensyn til fordeling af forløb imellem distrikterne.

Læs mere om booking af læringsforløb her.

Faglig profil

Skoletjenesten Pederstrup er et undervisningstilbud til folkeskolerne i Ballerup Kommune. Tilbuddet er forankret i Pederstrup Landsby og tager udgangspunkt i lokal natur og kulturhistorie. 

Skoletjenestens undervisningstilbud understøtter Nye Forenklede Fælles Mål og er kvalificerede til at indgå i den fagopdelte undervisning. Der udbydes forløb til alle klassetrin og mange af folkeskolens fag, ofte gennem tværfaglige forløb.

Undervisningsforløbene fokuserer på at formidle sammenhæng og helheder, koble teori og praksis, og at give eleverne konkrete anvendelsesmuligheder for den tilegnede viden. 

Årsrapport

 

I vores årsrapport gør vi status på det foregående år: Hvor mange børn og voksne har deltaget i et læringsforløb? Hvilke samarbejder og projekter har været på dagordnen? Hvilke udfordringer er der for fremtiden.

Læs Årsrapport 2017 og evaluering af naturformidling til dagtilbud her.

Læs Årsrapport 2016 her.

 

Samarbejdspartnere

 

BALLERUP MUSEUM

Ballerup Kommunes kulturhistoriske spydspids. Her formidles kommunens historie fra gravhøje til højhuse, og dele af skoletjenestens læringsforløb foregår i museets udstillinger, haver og skolestue. Desuden anvendes museets samlinger som basis for læringsforløb i fag som historie, samfundsfag, dansk og idræt.

GRANTOFTEGÅRD

Økologisk, socio-økonomisk landbrugsvirksomhed beliggende i Pederstrup. Vi besøger Grantoftegårds marker, dyr og stalde i forbindelse med nogle af skoletjenestens læringsforløb, og indgår i årlige samarbejder omkring arrangementer og begivenheder.

KULTURTJENESTEN

Ballerup Kommunes tværinstitutionelle samarbejde mellem dagtilbud, skoler og kulturinstitutioner. Skaber samarbejder og nye idéer. Formidler kontakt og sikre at børn og unge møder kunsten og kulturen.

BALLERUP BØRNEKULTURFESTIVAL

En kulturfestival for alle børn og unge i Ballerup Kommune. Gennem et fælles tema arbejder kulturtilbud, dagtilbud og skoler sammen om læring og oplevelse på tværs af alder og bydele.

CENTER FOR SKOLER, INSTITUTIONER OG KULTUR (BALLERUP KOMMUNE)

Skoletjenesten Pederstrups organisatoriske hjemsted. Som en del af C-SIK er Skoletjenesten Pederstrup en del af den måde Ballerup Kommune tænker undervisning og udvikling af folkeskolerne i kommunen.